Selvom vi stræber efter at bevare tænder, kan det i visse tilfælde være nødvendigt at fjerne en tand. Årsager kan være:
- Parodontitis, der ødelægger knoglen
- Caries, infektion eller knækkede tænder
- Tandregulering hvor der ikke er plads til en tand
- Visdomstænder med pladsmangel eller infektion
Antibiotika kan yde midlertidig lindring af svære symptomer (feber og hævelse), men fjernelse af tanden er ofte den eneste løsning til permanent lindring.
Hvorfor skal tanden fjernes kirurgisk?
Nogle tænder kan nemt blive trukket ud, og dette tager ganske kort tid. Andre gange kan et kirurgisk indgreb være nødvendigt for at fjerne tanden, så der ikke gøres skade på kæbe og nabotænder. Det gælder oftest ved f.eks. et knækket tand, en svækket tand med stort hul i, en rodbehandlet tand og en skæv visdomstand.
Tandlægen foretrækker at fjerne den syge tand ved en atraumatisk kirurgisk procedure for at minimere tab af knogle og sikre muligheden for at placere implantater umiddelbart efter eller senere, hvis dette er en del af behandlingsplanen.
Efter fjernelse af tand
Når du får fjernet en tand, skal du være forsigtig i tiden efter. Bedøvelsen virker, så vær forsigtig med at spise og drikke, og pas på ikke at bide dig selv i kind eller tunge.
Smerter: Når bedøvelsen aftager, vil der forekomme smerter og ømhed. Tag derfor gerne noget smertestillende inden bedøvelsen holder op. Efterfølgende kan du tage 1-2 piller 3-4 gange om dagen, hvis du har smerter. Oplever du vedvarende eller tiltagende smerter, bør du kontakte tandlægen.
Hævelse: Du vil opleve at kind og tandkød hæver op. Et koldt omslag eller ispose på kinden et kvarter af gange ca hver time de første par timer eller at sutte på isterninger kan hjælpe. Vokser hævelsen i mere end 3 dage efter behandlingen, skal du ringe.
Giv såret ro: Selv hvis du er blevet syet, skal du passe på såret. Helst undgå at være fysisk aktiv det første døgn, da det vil øge blodtrykket og blødning. Sov med hovedet højt det første døgn. Ikke pille i såret med fingrene eller din tunge.
Spisning: Den første dag skal du spise koldt, blødt eller flydende mad. Det er vigtigt at du får næring. Du skal spise i den modsatte side, så såret bliver skånet. Hold dig fra hård kost.
Tandbørstning: Du skal børste dine tænder som du normalt gør. Hold dig fra såret.
Mundskyl: Du må ikke skylle munden inden for de første to timer. Det forstyrrer såret og helingen. Dagen efter og frem må du gerne skylle med klorhexidin 0,12% fra apoteket eller Matas.
Rygning og alkohol: Rygning forsinker generelt sårheling i munden. Sugeeffekten når du ryger, tømmer desuden såret fra det blod, der skal lukke såret. Alkohol skal du holde dig fra den første dag. Det vil øge blodtilførslen til såret, og du kan risikere efterblødninger.
Efterblødning: Der kan sive lidt blod fra såret den første dag. Det er helt normalt og kan se voldsomt ud, når det blander sig med spyt. Opstår der en regulær blødning, kan du stoppe den ved at lægge en vatrulle eller gaze på såret og trykke eller bide sammen i en halv time. Gentag til det stopper. Vil blødningen ikke stoppe, skal du kontakte os, egen læge eller opsøge skadestuen. Du vil få nogle vatruller eller gaze med hjem af os.
Efter behandlingen: Hvis du er blevet syet, skal trådene fjernes ca 1 uge efter, så tandlægen kan se at alt er som det skal være. Er der opstået betændelse i såret, kræver dette også efterbehandling hos tandlægen.