Tør mund • Sjögren

Det er ubehageligt at være tør i munden. Den manglende dannelse af spyt er noget der kan komme med alderen eller forårsages af medicin.

Hvad er mundtørhed?

Mundtørhed (xerostomi) er fornemmelsen af ikke at have nok spyt i munden. Det skyldes at man ikke producerer en tilstrækkelig mængde spyt eller en ændring i spyttets sammensætning.

Mundtørhed af og til er helt normalt, men oplever man det ofte, er det ubehageligt og kan medføre problemer i mundhulen. Normalt ses det hos ældre personer, ikke fordi det er alders betinget, men med alderen vil der også være stigende forekomst af sygdom og medicinbrug, hvilket kan resultere i tørheden. 20% af danskerne er ofte generet af mundtørhed. 10% af voksne lider af mundtørhed som følge af medicin.

En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen viser, at 63% af tandlægerne oplever en stigning i antallet af disse patienter og 98% af tandlægerne har patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug (juni 2017).

Symptomer

Har du nedsat spytproduktion, vil der gradvist opstå symptomer:

  • Flere caries (huller i tænder) og oftest ved roden
  • Af og til besvær med at spise, tygge
  • Svier ved krydret mad på tungen
  • Maden smager anderledes
  • Tørre læber der sprækker nemt.
  • Tør, klæbende og sviende fornemmelse i munden.
  • Tør, meget rød og undertiden furet tunge.
  • Tør og undertiden brændende fornemmelse i halsen.
  • Dårlig ånde.
  • Problemer med at tale. En følelse af at tungen klistrer til ganen.
  • Behov for at drikke vand om natten.
  • Tendens til sår i munden.
  • Tandkødsbetændelse, parodontitis
  • Svampeinfektion
  • Mere modtagelig over for syreskader
  • Problemer med at fastholde tandproteser.

Årsag til mundtørhed

Stress, angst, nervøsitet, medicin mod angst, depression, astma, allergi, forhøjet blodtryk, vanddrivende, morfin, morfinlignede præparater, diabetes, nogle gigtsygdomme, Sjögrens syndrom (kronisk gigtlidelse). Modtager du kemoterapi eller strålebehandling i hoved/halsregionen, er du også udsat og du skal konsultere din tandlæge, inden denne behandling.

Får du stærke bivirkninger af din medicin, bør du fortælle din læge det.

Gode råd hvis du lider af mundtørhed

  • Drikker masser af vand.
  • Stimuler spytproduktionen (tyggegummi, pastiller uden sukker).
  • Hav en god mundhygiejne.
  • Hold igen med rygning, tobak, alkohol, kaffe, koffeinholdige drikke.
  • Pas på med syreholdige drikke og fødevare.
  • Fugt tænder og mundslimhinder ved hjælp af spyterstatningsmidler (mundspray, mundgel, mundskyllevæske)
  • Plej læberne (vaseline, læbepomade, fed fugtighedscreme).

Top 20-liste over medicin der giver mundtørhed:

  1. Amlodipin, blodtryk
  2. Metoprolol, blodtryk, hjertesygdom
  3. Tramadol, Smertestillende
  4. Losartan, blodtryk
  5. Centyl, blodtryk
  6. Furix, vandrivende
  7. Zolpidem/Zopiclone, sovemedicin
  8. Enalapril, blodtryk
  9. Losartan og diuretica, blodtryk
  10. Prednisolon, immundæmpende
  11. Sertralin, depression
  12. Citalopram, depression
  13. Morfin, smertestillende
  14. Alendronsyre, osteoporose
  15. Mirtazapin, depression
  16. Oxycodon, smertestillende
  17. Quetiapin, antipsykotika
  18. Enalaprilog diuretica, blodtryk
  19. Venlafaxin, depression
  20. Pregabalin, angst, smertestillende
Tilskud til  behandling

Har du fået skader på tænderne pga. mundtørhed efter kemo- eller strålebehandling eller lider du af Sjögrens syndrom kan du ansøge regionen om tilskud til tandbehandling.