Efter læskedrikke har gjort sit indtog, er mængden af syreskader (erosioner) på tænderne eksploderet. Især unge og teenagere er ramt hårdt, hvor op med hver sjette har pådraget sig syreskader. Ud over energidrikke og sodavand, kan andre fødevarer, mundtørhed og opkastning forårsage erosioner.
Hvad er en syreskade / erosion?
Syren i det man drikker, spiser m.m. ætser (eroderer) det yderste af tænderne / emaljen væk. Jo stærkere en syre er og jo længere tid tænderne udsættes, jo mere tab af emalje finder sted. Mistet emalje kommer ikke igen.
På billederne ses en klar farve forskel. Det yderste lag, emalje, er hvidt, det inderste lag, dentin, er gult. Når emalje forsvinder, kommer dentin til syne, og tænderne fremstår derfor gule. På fortænder kan kanter bliver lidt gennemsigtige, grålige og flosset, p.g.a. at emaljen er blevet så tynd, at mere lys kommer igennem.
Hvordan opstår syreskader / erosioner?
Erosionerne sker når dine tænder for ofte og for længe udsættes for noget surt. F.eks. sodavand, energidrikke, cider, juice, saftevand, iste, vin, syrlige fødevarer, frugt, syrligt slik, din egen mavesyre, sure opstød, ved spiseforstyrrelse eller ved graviditet. Syren i vores maver er meget stærk, og får man ikke skyllet munden efterfølgende, tager tænderne skade.
Læskedrikke
Læskedrikke er den store synder da syren er stærk og vi har tendens til at gå og ‘patte’ på en flaske over lang tid. Jo længere tid du er om at drikke din læskedrik, jo længere bliver dine tænder udsat for et ‘syrebad’. En læskedrik smager ikke nødvendigvis syrligt, da sukkerindholdet skjuler den syrlige smag. Man skal ikke forveksle sukker med syre. Indholdet af syre i “light”produkter er tilsvarende mængden i “ikke light” produkter og giver altså lige så store syreskader.
Danskvand
Danskvand med bobler (kulsyre) ætser ikke tænder, da kulsyre, selv om det er mere surt end vand, er ikke eroderende. Dette viser ny viden fra Københavns Tandlægeskole og international forskning. Frugtsyre er ofte et smagsgivende komponent i mange læskedrikke og sodavand, hvorfor danskvand med tilsat frugtsyre vil forårsage erosion af tænderne. Tilsætter du derimod en enkelt skrive lime eller citron i en kande vand, vil dette ikke virke eroderende, når det er anvendt i moderate mængder og sammen med mad, men undgå at smådrikke det hele dagen. Danskvand tilsat sukkersmag er det samme som sodavand med en caries risiko tilknyttet. Husk at drikke almindelig postevand, da det indeholder Fluorid og dermed med til at reducere risiko for caries. Vand skyller bakterier væk og fugter munden så mundtørhed reduceres.
Syrligt slik
Slik med syrlig smag kan give syreskader. Jo længere tid, du har det syrlige slik i munden, des større risiko for syreskader.
Frugt
Selvom frugter er sunde, og du selvfølgelig skal blive ved med at spise dem, indeholder mange store mængder frugtsyre. Et stort indtag kan på sigt give skader, især på fortænderne.
Opkast og sure opstød
Får man et surt opstød eller kaster op, gør det ikke det store, hvis det er sjældent. Sker det ofte, er dine tænder i farezonen. Mavesyre er en særlig stærk syre, som giver store erosionsskader på tænderne.
Mundtørhed
Mundtørhed bidrager til erosioner og caries. Spyttet er med til at beskytte tænderne. Er din spytproduktion nedsat, vil syren fra det du spiser have meget større effekt. Mundtørhed kan skyldes medicin, sygdom, eller væskemangel. Slukker du tørsten med læskedrikke, er du specielt udsat.
Hvordan opdager man syreskader?
Syreskader sker langsomt og opdages oftest når skaden allerede er sket. De første tegn vil ofte være isninger, når du spiser og drikker noget koldt eller varmt eller ved tandbørstning. Senere vil tænderne begynde at se slidte og misfarvede ud. Tandlægen kan se skaderne lang tid før du selv kan. I de sene stadier vil man kunne observere fordybninger/udhulede områder på tyggefladerne, der er gule og skinnende. På fortænderne vil kanten blive lidt gennemsigtig og grålig, da emaljen er blevet tyndere og derfor lidt gennemsigtig.
Sådan forebygger du syreskaderne
En dansk undersøgelse viser, at hver 7. i aldersgruppen 12-17 år har syreskader. Så det er en god idé at følge disse råd om forebyggelse:
- Skær ned på syrlige drikke- og fødevarer. Også light-produkter
- Drik over en kort periode. Ikke gå og drikke af flasken hele dagen
- Synk hurtigt så drikken ikke skylles rundt i hele munden.
- Evt. drikke med et sugerør
- Hvis muligt, indtag læskedrikken i forbindelse med et måltid.
- Skyl munden med vand eller mælk efter indtag af noget syrligt, eller efter opkastning/surt opstød
- Søg behandling hvis du lider af sure opstød eller en spiseforstyrrelse
- Vent en time med at børste tænder efter du har indtager noget surt. Syren opløser det yderste lag emalje. Børster du lige efter, bliver dette yderste opløste lag børstet væk. Venter du med at børste, har det mulighed for at remineralisere og blive hårdt igen
- Børst ikke tænder lige før, du indtager noget surt, da det fjerner det beskyttende selvdannende lag, spyttet har lavet på dine tænder
- Børst dine tænder to gange om dagen. Vigtigst om aftenen
- Brug en blød tandbørste og tandpasta med fluor
- Gå regelmæssigt til tandlægen
Behandlingsmuligheder
Når emaljen er væk kommer det ikke igen. Behandlingen er at forsøge at reparere tænderne og undgå årsagen fremover. Er skaderne små kan lakering, fluor eller små plastfyldninger være en mulighed.
Er skaderne omfattende, kan større behandlinger være nødvendige. Facader, kroner, eller større plastfyldninger, er hvad tandlægen kan tilbyde.