Revner i tænderne – dentinfraktioner

Der kan opstå revner i tænder, og selvom man umiddelbart ikke kan se dem, kan de gøre ondt.

 

Hvad er dentinfraktioner?

En revne i tandbenet, dentinen, der er det gullige lag under emaljen, kaldes for en dentinfraktion. En sådan revne kan ikke ses udefra, hvorfor det både er svært for dig og din tandlæge, at lokalisere problemet og den berørte tand. En revne i emaljen er normal, og giver typisk ikke problemer. Modsat er dog gældende for revner i dentinen.

Infraktion

Hvordan føles en dentinfraktion?

Nogle gange vil en revne ikke gøre ondt, men hvis den gør, vil du opleve smerte når du tygger med tanden på noget hårdt. Tanden kan også isne, hvis der kommer noget varmt eller koldt på den.

Kan tandlægen opdage fraktionen?

Kort sagt, nej. Får du en revne i en tand, er det typisk en tand, der allerede har en fyldning eller er blevet behandlet på. Tandlægen kan ikke se revnen udefra, og kan heller ikke se den på et røntgenbillede. Tandlægens bedste måde at lokalisere tanden med en revne, er ved at lave en bidetest, hvor man forsøger at finde frem til tanden. Kan tandlægen ikke finde tanden med sikkerhed, vil du nok blive opfordret til at se tiden an, og forsøge at huske på, hvilken tand, du får ondt i.

Hvordan opstår en dentinfraktion?

En fraktion i tanden kan opstå pga. flere ting. Først og fremmest er det fordi tanden er blevet brugt i mange år og derfor er blevet svækket. Har du fyldninger i tanden, eller fået lavet en rodbehandling, vil tanden også være svækket.

Revnen vil opstå der, hvor tanden er svagest, og sker typisk i en kindtand med store fyldninger, da de udsættes for meget slig og pres.

Hvornår skal tanden behandles?

Har du en revne i en tand, men oplever ingen symptomer, og derfor sandsynligvis ikke ved, der er en revne, skal tanden ikke behandles. Man behandler først, når der opstår symptomer, og det begynder at gøre ondt.

Behandles tanden ikke, kan nerven risikere at tage skade, og man kan blive nødt til at rodbehandle tanden. En tand kan også ende med at flække. Er det blot et stykke, der knækker af, kan dette repareres igen, men flække hele tanden, er man nødsaget til at trække tanden ud.

Forebyggelse og behandling

Det vigtigste man kan gøre, for ikke at pådrage sig revner, at ved ikke at få huller. Undgår man caries, og derved at skulle heve lavet fyldninger, svækkes tænderne ikke i samme omfang. Udskiftning af fyldninger skal holdes til nødvendigheder, da der forsvinder noget tandsubstans, hver gang med skal forny en fyldning.
Meget store fyldninger i kindtænderne kan laves i noget hårdere end plast, fx. guld eller porcelæn, der kan modvirke at tanden revner.
Til sidst gør en god mundhygiejne underværker. På den måde holder du dig cariesfri og undgår at skulle have lavet fyldninger, og dine gamle fyldninger holder længere.

Sker det, der opdages en dentinfraktion i en af dine tænder, vil tandlæge først forsøge at stabilisere tanden. Har du blot en lille fyldning i den berørte tand, kan man nøjes med at lime tanden sammen igen med en plastfyldning, samt at slibe overfladen, så dit bid ikke presser ned på den svage del af tanden. Dette kan nogle gange være nok.

En kindtand med revner. Grundet en tidligere lille fyldning, limes tanden sammen med en ny plastfyldning.

Kilde: Tandlægeforeningen

Kilde: Tandlægeforeningen


Har tanden haft en stor fyldning, eller er den meget belastet, kan en krone blive nødvendig. Denne vil holde tanden sammen.

Har nerven taget skade, skal der desværre en rodbehandling til. Dog kan en revne være uheldigt placeret, og tanden ender med flække helt, nogle gange midt under behandlingen. I dette tilfælde skal tanden hives ud, da den ikke kan bruges eller repareres.